fredag den 11. oktober 2013

Hjemmelavet hotdogs

Jeg er ikke ret vild med en hotdog fra pølsevognen, men et hjemmebagt pølsebrød med en god pølse, stegte løg, tomatsalsa og selvfølgelig agurkesalat, er absolut et hit. Det tager meget længere tid at lave, end det gør at hente en på den lokale grillbar, men det er absolut arbejdet værd. 


6 hotdogs

6 gode pølser (jeg bruger oksekødspølser fra Løgismose)

Pølsebrød: 25 g. gær, 3 dl. lunken vand, 1 tsk. salt, 100 g. rugmel, 300 g. hvedemel.
Opløs gæren i vandet og rør salt i. Ælt melet i og stil dejen til hævning i 1 time. Del dejen i 6 stykker og rul dem ud til små pølsebrød, ca. 15 cm. lange. Lad dem hæve på bagepladen med bagepapir i 15 min. Bages ca. 20 min. ved 180 grader varmluft med 2 kopper vand i en bradepande i bunden af ovnen. 

Stegte løg: 300 g. løg, 50 g. rugmel, salt og friskkværnet peber, 2-3 spsk. olivenolie.
Skræl løgene og skær dem i tynde skiver. Bland mel, salt og peber i en plastikpose. Vend løgene i melblandingen. Varm en pande op med olie og steg løgene ad et par gange ved middelhøj varme, ca. 5 min. Dryp de stegte løg af på køkkenrulle. 

Agurkesalat: 1 agurk, 3 spsk. æbleeddike, 3 spsk. flydende honning, salt og peber.
Skær agurken i tynde skiver. Rør eddike sammen med honning og vend agurken i. Smag til med salt og peber.

Tomatsalsa: 500 g. tomater, 2 forårsløg, 1 rød chili, 2 tsk. rød balsamicoeddike, 1 tsk. flydende honning, salt.
Skær tomaterne i små tern på ca. ½ x ½ cm. Lad dem dryppe af i en sigte, hvis de er meget saftige. Skær forårsløg i tynde skiver. Fjern kernerne på chilien og hak den fint. Rør eddike og honning sammen og bland med tomater, forårsløg og chili. Smag til med salt og peber.

Rist pølserne på en pande med lidt fedtstof til de er sprøde eller læg dem på grillen.

Skær pølsebrødene på lang og læg fyldet på. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar