tirsdag den 26. juni 2012

Tosset med Toscansk

Mine to store piger fik engang denne pastaret, da de besøgte tante "T" og familien i Qatar. De har talt om den mange gange, så nu har jeg skaffet opskriften og lavet den - OG den er rigtig god. Jeg har dog ændret lidt i opskriften, da vi bedst kan lide grovpasta, men det behøver i ikke. 


Til fire personer:
300g grovpasta
Olivenolie til stegning
3-4 kyllingebryst i mindre stykker
2 fed finthakket hvidløg
1 bundt broccoli i små buketter
1 bundt grønne i mindre stykker
Salt og peber
1 håndfuld finthakket persille
150g revet parmesan


Kog pasta i letsaltet vand efter anvisning på posen. Kom olivenolie i en gryde, tilsæt kyllingestykker og sauter, til de er gyldne. Tilsæt hvidløg, broccoli og asparges og sauter i ca. 5 minutter. Vend kogte pasta og parmesan i og evt. lidt af kogevandet fra pastaen, så bliver den lidt mere cremet. Pynt med persille og server en grøn salat til. 

mandag den 25. juni 2012

Citronmåne

Første gang jeg bagte den, var jeg lige ved at tabe den på gulvet, så den var ikke så pæn, 
men smagte helt fantastisk. Nu er den her i hel og fin tilstand. 
Alle ingredienser skal være stuetemperatur, så 
tag dem frem og mål af i god tid.

Dej 1: Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud. En tsk. sukker og vaniljekorn mases sammen med en kniv, således at kornene skilles ad. Smør, flormelis og sukker røres luftigt. Æg og æggeblommer tilsættes lidt ad gangen. Hvedemel og maizena blandes og sigtes ned i dejen. Den vendes forsigtigt sammen med revet citronskal og saft.


Dej 2: Ælt marcipanen og sukker sammen med hænderne. Ælt smør i lidt ad gangen. Når alt smørret er æltet med tilsættes æggene lidt ad gangen.
Dej 1 og dej 2 vendes forsigtig sammen og fordeles i formen. Bages ved 190 grader til den er gylden og giver efter ved tryk. Ca. 35 minutter.
Citronglasur: Skallen rives af 1 citron og lufttørrer på et stykke bagepapir i en times tid. Saften fra ½-1 citron og 150 g flormelis piskes med en håndmikser til glasuren er helt hvid og smuk. Fordel glasuren på den afkølede citronmåne og drys lufttørrede citronskal over. 

søndag den 24. juni 2012

Gulerodssuppe med quesadillas og guacamole

Mægtig mættende suppe, der sammen med quesadillas og guacamole gør det ud for en hel hovedret. 
Til 4 personer skal du bruge:
Steg gulerødder, kartofler, løg, hvidløg og ingefær i olivenolie i en gryde. Tilsæt bouillon og lad det koge i ca. 30 minutter. Blend suppen og smag til med appelsinsaft, salt og peber.

Imens suppen koger laver du quesadillas og guacamole.
Mos avocado med en gaffel, bland den med hvidløg, 
lime, hakket mynte og smag til med salt, peber og chili. 
Fordel osten på to tortilla og læg de sidste 
to oven på. Skær den i kvarte og varm dem i ovnen 
ved 200 grader til osten er smeltet og de er 
blevet sprøde. 
Top guacamolen på quesadilla og server 
dem sammen med den varme suppe. 


søndag den 17. juni 2012

Spidskålssalat med grønne asparges, persille og croutoner


En lidt mere grov salat, men super lækker med nye grønne asparges og en god vinaigrette. Der var kun et problem, vi havde ikke lavet nok.
4 personer


Salat                                  Vinaigrette
½ spidskål                            1 spsk kapers
3 forårsløg                            1 håndfuld persille
1 bundt grønne asparges       1 spsk sennep
Rapsolie                               1 spsk æbleeddike
Salt og peber                        ½ tsk hakket hvidløg
                                            Salt og peber
Croutoner                           ¾ dl. Koldpresset rapsolie
6 skiver groft rugbrød i små tern
Olivenolie
Groft salt

Salat Fjern stokken fra spidskålen og snit kålen fint. Kom den i en skål med koldt vand og lad det trække sprødhed. Skær forårsløg i fine ringe og stil til side. Skyl asparges og knæk det nederste af. Vend dem i olie og salt og steg dem ved høj varme på en grillpande et par minutter. Skær dem i stykker på 3-4 cm.
Vinaigrette Hak kapers og persille groft. Kom i en skål og tilsæt sennep, eddike, hvidløg, salt og peber. Pisk rapsolie i i en tynd stråle, juster smagen med lidt sukker.
Croutoner Vend rugbrødstern i olie, Rist dem på en pande, så de bliver sprøde og krydr med salt.
Hæld vandet fra kålen, slyng den i en salatpose eller salatslynge. Vend spidskålen med vinaigrette, asparges, forårsløg og smag til. Anret og strø croutoner ud over.

Jeg serverede stegte kyllingefileter til. 

søndag den 10. juni 2012

Bønnesalat med figner og dadler

Lækker bønnesalat til en kødfri dag. Lav dobbeltportion 
og brug resten i madpakken dagen efter.

2 personer
1 håndfuld hasselnødder                                             Dressing:
2 forårsløg                                                                    1 spsk dijonsennep
1 håndfuld tørret frugt, dadler og figner                  1 fed presset hvidløg
1 dåse blandede kogte bønner                                     2 spsk citronsaft
1 dåse kogte kikærter                                                  1 spsk æbleeddike
Masser af frisk mynte                                                 8 spsk olivenolie
Revet citronskal

Sådan gør du:
Rist nødderne på en varm pande. Snit forårsløg og de tørre frugter og bland dem sammen med bønner, hakket mynte og citronskal. Pisk ingredienserne til dressingen sammen og kom den hen over salaten. Lad den trække en times tid.

Guacamole
2 avocadoer
Chili, frisk eller tørret
Saft af ½-1 lime
Frisk koriander, hakket
1 fed presset hvidløg

Sådan gør du:
Brug en gaffel til at mose alle ingredienserne til guacamolen til en lidt grov mos.

mandag den 4. juni 2012

Fattoush-salat med tomater

 Det er nu og de næste par måneder, vi skal udnytte de gode 
danske tomater med masser af smag af sol og sommer. 
1 pose blandet salat (150g) 
400 g tomater 
1½ bundt forårsløg 
1 potte mynte
1 fed hvidløg
3 store grove pitabrød
2 spsk olivenolie
½ tsk salt
Friskkværnet peber
300g fetaost i helt stykke
Dressing:
Revet skal af 1 citron
2 spsk presset citronsaft
2 spsk olivenolie
Groft salt og friskkværnet peber 

Bræk pitabrød i mindre stykker. Steg brødstykkerne sprøde i olivenolie. Krydr med salt og peber. Kom hakket hvidløg i mod slutningen. Skyl salaten og riv den i grove stykker. Skyl tomaterne og skær i grove stykker. Rens løgene og skær i skiver. Pluk myntebladene af. Vend salat, tomater, løg og mynte sammen. Bræk feta i mindre stykker og bland i salaten sammen med halvdelen af brødstykkerne. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og hæld over salaten. Anret og pynt med resten af brødstykkerne.


Kartofler og auberginer i tahincreme

Spøjs og anderledes kartoffelsalat, men den har en rigtig spændende smag og er hele arbejdet værd. 


Kog 700g små kartofler, med eller uden skræl, som du selv synes. Afkøl dem og skær dem i mindre stykker. Skær en stor aubergine i terninger på ca. 1½ x 1½ cm og vend dem i 2 spsk olivenolie, salt og peber. Bag dem i en bradepande med bagepapir ved 175 grader i ca. ½ time, til de er gyldne og møre. Vend undervejs. Rist 1 spsk sesamfrø på en tør, hed pande, til de er gyldne.
Bland en creme af 2 dl. yoghurt naturel, 2 spsk tahin, 1½ spsk citronsaft, 1 fed finthakket hvidløg, salt og peber. Vend kartoflerne i sammen med halvdelen af auberginerne. Anret på et fad og pynt med resten af auberginerne, sesamfrø og evt. persille. 

Frisk med friskost. Syrligt, cremet og lækkert

Lige nu hvor haven bugner af alle mulige friske krydderurter, er dette absolut en af vores favorit frokostretter i weekenden. Brug de urter du har lyst til. Jeg bruger typisk masser af mynte, persille og basilikum, men kun fantasien sætter grænser
1 bæger Philadelphia light
3 spsk. hakkede valnøddekerner
4 spsk. hakkede urter
1 tsk. olivenolie
1 fed knust hvidløg
Salg og peber
4 Tortillabrød
1-2 avocado i tynde skiver


Bland Philadelphia, nødder, urter, hvidløg, olivenolie og krydr med salt og peber. Skær tortillabrødene i kvarte og varm dem i ovnen, så de bliver sprøde. Fordel cremen på halvdelen af tortillabrødene. Læg avocadoskiver ovenpå, læg låg på og server.