søndag den 5. januar 2014

Cheesecake - en himmerigsmundfuld

Cheesecake har ikke været i mit repertoire af kager siden min barndom, hvor vi typisk fik dem til familiefester. Det var dem med frugt i gelé ovenpå, ikke lige min "kop the". Min datter Emma, blev introduceret til cheesecake på en café i København og har talt om dem siden, så nu skulle det altså prøves af. Jeg fandt denne opskrift og det fortryder jeg ikke. Det bliver absolut ikke sidste gang, jeg laver cheesecake(i skrivende stund, har jeg allerede lavet en mere, som også var fabelagtig).


Jeg troede, at det var en besværlig og langvarig proces at lave cheesecake, men det er det slet ikke. Så jeg kan kun anbefale, at gå i krig næste gang du vil lave noget lækkert til familien, gæster eller dig selv. 



1 stor heftig kage

200 g. let knuste digestive kiks (de originale smager bedst), 75 g. grofthakket hvid chokolade, 75 g. grofthakket mandler med skræl, 100 g. smeltet og let afkølet smør, 400 g. mascarpone, 4½ dl. creme fraiche 38%, 130 g. rørsukker, 2 æg, korn af 1 stang vanilje. 

Jordbærsauce:
250 g. jordbær, 1/4 dl. vand (undlad dette hvis der bruges frosne bær), 75-100 g. sukker, ½ stang vanilje, lidt citronsaft, 1 spsk. maizena, 1 spsk. varmt vand

Kør de let knuste kiks igennem en foodprocessor eller minihakker, til de er helt knust. Hæld dem i en skål, tilsæt hakkede mandler og smør og rør godt sammen, Til sidst røres chokoladen i. Hæld blandingen i en springform, hvor bundet er foret med bagepapir og bund og sider smurt med smør. Pres det godt sammen. Kom mascarpone, 2 æg, 75 g. sukker og korn fra ½ vaniljestang i en blender og kør til massen er helt jævn. Kan også gøres med en stavblender. Hæld det over kiksebunden og bag den ved 190 grader i ca. 20 min. eller til massen er stivnet. Tag den ud af ovnen og lad den afkøle lidt. Lad ovnen være tændt. Bland creme fraiche med 55 g. sukker og korn af ½ stang vanilje. Hæld det over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu 10-15 min. Lad kagen køle lidt af inden den sættes i køleskabet i 6-8 timer eller natten over. 
Jordbærsauce: Kom jordbær, evt. vand, vaniljekorn og den tomme vaniljestang i en gryde og varm langsomt op til kogepunktet. Hvis du ikke bryder dig om hele bær, så kør den lige igennem med en stavblender (det gjorde jeg). Tilsæt sukker og lidt citronsaft og lad det koge i ca. 5 minutter. Pisk maizena ud i lidt vand og hæld det i jordbærsaucen under omrøring, lad det koge igennem ½-1 min. Fisk den tomme vaniljestang op og afkøl saucen. Når saucen er kold hældes den over kagen og kagen er klar til servering. 

Personligt synes jeg faktisk, at kagen smagte bedst dagen efter, fordi den havde haft tid til at sætte sig. 

lørdag den 4. januar 2014

Råkost af rødbeder, gulerødder og æbler

I går aftes mindede min datter mig om, at jeg havde glemt at dele denne
 fantastisk salat med jer. Så nu gør jeg det straks. 


Farverne er simpelthen så smukke, især hvis satalen får lov at trække lidt, 
hvilket den slet ikke bliver dårligere af.


4 personer

300 g. rødbeder
300 g. gulerødder
250 g. æbler
50 g. hasselnødder
1 spsk. finthakket rødløg eller skalotteløg

Dressing:
4 tsk. ahornsirup
1 spsk. æbleeddike
salt og peber

Sådan gør du: 
Skræl rødbeder og gulerødder og skær dem i tynde stave. Fjern æblernes kernehus, men skræl dem ikke, skær også dem i tynde stave eller små stykker. Rist nødderne på en tør pande og gnid skallerne af i et viskestykke. 
Rør dressingen sammen og bland med rødbeder, gulerødder, æbler, løg og nødder. Smag salaten til. Anret i en stor flot skål eller på et fad.