søndag den 16. november 2014

Browniecheesecake

Noget anderledes cheesecake, men helt fantastisk. Min datter har bagt den et par gange (med inspiration fra Cute Carbs) og nu lancerer jeg den her på bloggen. 





torsdag den 13. november 2014

Bountykugler, en fryd for ganen

Jeg lavede de her bountykugler i går, tog dem med på arbejde i dag og blev dagens helt i skysovs......OG så har jeg endda tyvstjålet opskriften fra Frk. Kræsen. Find opskriften her


Frk. Kræsen laver dem som barer, men jeg synes at det var lettere at lave kugler. Næste gang vil jeg overtrække halvdelen med lys chokolade. Det tror jeg også er super lækkert. 

onsdag den 15. oktober 2014

Ingefærshots

Efteråret er over os og vi går en tid i møde med kulde, mørke og forkølelse. Både ingefær og c-vitamin er super godt for immunforsvaret, så det kan anbefales. Opskriften har jeg fra en kollega og den er super enkel. Jeg har dog lavet lidt om på den, idet jeg erstatter noget af det almindelig sukker med sukrin.


 1 portion

200 g. frisk ingefær, vasket grundigt og skråret i tynde skiver
3 økologiske citroner, vasket og skåret i tynde skiver
1 l. vand
150 g. Sukrin (den røde pose)
100 g. sukker (eller kun 250 g. sukker)

Kog ingefær og citron i ca. 45 min. tilsæt sukker og kog et par minutter. Afkøl og sæt i køleskab til næste dag. Si ingefær og citron fra, gerne i et klæde,hæld på rengjort flaske (evt. skyllet med atamon) og sæt på køl.


Den ene gang jeg lavede den, lod jeg den stå i køleskabet i to døgn. Det skete der ikke andet ved, end den blev godt krads.  



Drik hver morgen ca. ½ dl. 

Jeg drikker det sammen med 2 fiskeoliekapsler og det er rigtig godt for min gigtstoretå. 

søndag den 15. juni 2014

Salat med rabarber, fetaost og pinjekerner

Salaten har jeg lavet efter en opskrift fra Mood by Føtex. Der er super god kontrast mellem de syrlige rabarber, fetaosten og spinaten. Jeg har selvfølgelig brugt rabarber fra haven. Bliver altid så glad, når jeg kan lave noget lækkert af det haven byder på. 


Brug salaten som forret, i stedet for ost eller som tilbehør 
til fx. grillmad. Vi spiste den til lækre oksebøffer. 


4 personer

300 g. rabarber, vasket og skåret i stykker på ca. 2-3 cm. 
2 spsk. honning
2 spsk. æbleeddike
1 spsk. rapsolie
1 finthakket mildt løg
salt og peber
120 g. god fetaost, smuldret i mindre stykker
40 g. ristede pinjekerner
200 g. spinatblade

Tænd ovnen på 225 grader. Bland rabarber med honning og lad dem trække i mens ovnen bliver varm. Bred dem ud på en bageplade med bagepapir og lad dem bage i 5 min. til de er let møre. Afkøl. Lav dressing af æbleeddike, olie og finthakket løg. Fordel spinaten på et fad. Fordel rabarber, ost, pinjekerner over salaten og hæld dressingen over. 

mandag den 2. juni 2014

Sommerkålsalat

Frisk og sprød sommersalat som passer godt til næsten al slags kød og lækre nye, helst danske, kartofler. Brug sommerhvidkål eller spidskål.

4 personer
1 citron
1 spsk. honning
1 tsk. salt
1 sommerhvidkål/spidskål
2-4 nye gulerødder
2 bundtløg
4 spsk. olivenolie
salt

Riv ca. 1 tsk. citronskal fint og rør det med saften fra citronen, honning og olivenolie og smag til med salt. Snit kålen fint, riv gulerødderne groft og snit løgene fint. Vend kål, gulerødder og løg i dressingen. 

mandag den 26. maj 2014

Grovboller med surdej

Jeg har flere gange forsøgt mig med at lave surdej uden at det lykkes særlig godt, men det er det nu efter Claus Meyers opskrift. Så nu er jeg ved at eksperimentere med surbrødsbagning. Jeg har prøvet lidt forskelligt og det er lækkert, men lige præcis de her grovboller med surdej, vil jeg skynde mig at dele med jer. Jeg har fundet dem på en hjemmeside, der hedder Brødet, og du kan finde opskriften her


De er meget lette at lave og der bliver 12-16 boller.


fredag den 23. maj 2014

Hjemmelavet rabarber yoghurt

Rabarbertiden er over os og jeg elsker det. Vores første høst gik til rabarberkompot. Lækker sød og syrlig på samme tid. Jeg rørte noget af det i yoghurt og fik den lækreste rabarber yoghurt jeg nogen siden har smagt, så den vil jeg dele med jer. 


Rabarberkompot
Ca. 500 g. rabarber renses og skæres i stykker på ca. 1 cm. Lægges i et ildfast fad og drysses med Sukrin, svarende til ca. 1-1½ dl. sukker, hvori der er blandet vaniljekorn. Du kan sagtens bruge almindeligt sukker, hvis du ønsker det. Dæk fadet med staniol og bag rabarberne i 30-40 min. ved 160 grader, til de er så møre, at de kan røres sammen til kompot. Hæld kompotten i en skål og sæt den i køleskabet.

Rabarber yoghurt
Brug din favorit yoghurt naturel, ca. 1½-2 dl. og rør 2-3 spsk rabarberkompot i. Hvis du synes den er for syrlig, kan du søde den med Sukrin, Stevia, SØD eller lidt sukker. 


tirsdag den 6. maj 2014

Mango-kokos marmelade

I sidste uge var jeg i Magasin og fandt en marmelade fra Nicolas Vahé med passionsfrugt og kokos. Waw, den er lækker, men også rigtig dyr. Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte prøve at lave noget ligende selv. Jeg tænkte at mango og kokos kunne være en fremragende kombination, men jeg kunne ikke finde nogen opskrift, så jeg måtte prøve mig frem. Det lykkes i første omgang og det smager bare godt. 

Smager fantastik på brød og yoghurt, men kan helt sikkert også bruges til andet, måske pandekager eller chiagrød.

1 glas á ca. 400 g.

1 mango, skrællet, skåret i tern og blendet til puré
1 dl. kokosmel, der overhældes med kogende vand, så det lige nøjagtig dækker, blendes med en stavblender og trækker i ca. 15 min.
ca. ½ dl. sukker.

Mango, kokos og sukker hælles i en lille gryde, koges i ca. 5 min. og hældes på glas.


fredag den 2. maj 2014

Jordbærkage

Hvis der er noget min svigerfar er god til, så er det at lave jordbærkage. Jeg lånte opskriften af ham og lavede hele to til min fars fødselsdag i lørdags. Jeg penslede dog bunden med mørk chokolade, hvilket gav den en lækker smag og den fordel, at kagen kunne laves lidt før, fordi cremen ikke gjorde bunden blød.


En jordbærkage

Kagecreme: 1,7 dl. sødmælk, 1,7 dl. piskefløde, 2 hele æg, 4 tsk. maizena, 100 g. sukker/rørsukker, vaniljekorn fra ½ stang vanilje.

Alle ingredienserne røres sammen i en gryde og varmes under piskning til en konsistens der minder om creme fraiche. Cremen stilles til afkøling.

Tærtebund: 150 g. hvedemel, 100 g smør (direkte fra køleskabet) 50 g. sukker, 1 æggeblomme.

Mel, smør og sukker findeles, gerne i en food processor. Derefter æltes æggeblommen i dejen. Er dejen for våd justeres der med lidt mel. Dejen lægges i køleskabet mindst 1 time. 

Tænd ovnen på 200 grader. Dejen rulles tyndt ud, så den passer til en tærteform på ca. 27 cm. Husk masser af mel på bordet, ellers hænger den i. Dejen flyttes over i tærteformen, som er smurt godt eller foret med bagepapir. Bunden prikkes med en gaffel og der lægges et bagepapir med f.eks. tørrede kikærter, for at holde bunden på plads under bagning. Bages 10 min. hvorefter bagepapir med vægt fjernes og bunden bages yderligere 5-10 min.

Smelt evt. mørk chokolade og smør det ud over bunden og lad det størkne. Hæld cremen over bunden og pynt med ca. 400-500 g. frisk jordbær, hele eller skåret i skiver. 

mandag den 28. april 2014

Asiatisk spidskålssalat

Anderledes og smagsfuld asiatisk kålsalat.


1 spidskål, ½ bundt forårsløg, 1 rød eller grøn chili, saften fra ½ lime, 3 spsk. soja, 2 spsk. sesamolie.
Kålen snittes fint, forårsløg og chili skæres i tynde stimler. Lime, soja og sesamolie hældes over salaten. Salaten blandes og anrettes på et fad/skål. 

mandag den 21. april 2014

Kokoschips

Min datter kunne godt tænke sig nogle kokoschips, så det skulle hun selvfølgelig have. Så tænkte jeg, at når man kan lave æblechips og bananchips, kan man vel også lave kokoschips. Så det gjorde jeg. 

Normalt kan det være en stor udfordring af få kokosnødden ud af skallen, men jeg fandt en måde, hvor jeg skulle bruge minimum af kræfter og værktøj. Jeg gik ud i værkstedet og satte nødden fast i vores skruetvinge. Bankede en skruetrækker i gennem et af hullerne og lod mælken løbe af. Derefter strammede jeg tvingen og vupti, så flækkede kokosnøden. Jeg lavede kokosflager med en tyndskræller, lagde dem på 2 bageplader med bagepapir og bagte dem ved ca. 80 grader varmluft i 3 timer. Vendes undervejs. De sidste par minutter skruede jeg op på 175 grader, for at få dem gyldne. Hold øje med dem, så de ikke brænder. 



Afkøles og opbevares i en tætsluttende beholder/dåse.


søndag den 20. april 2014

Rabarbersirup

Valdemarsro er en af de bloggere, der virkelig kan inspirere mig og det har hun også gjort denne gang. Jeg har lavet rabarbersirup efter hendes opskrift, dog udeladt stjerneanis. Det er lækkerier, tak for det Ann-Christine. Find opskriften her. Saften som siruppen laves af, smager i øvrigt også rigtig dejligt. 




tirsdag den 15. april 2014

Mûslibar - af den søde slags

I dag tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave en anden slags mûslibar end jeg plejer. Jeg havde set et sted på nettet, at man kan bruge kondenseret mælk i stedet for sukker og sirup. Derfor spadserede jeg ned i den lokale Rema1000 for at købe det. Der så jeg så, at de havde fået en mûslibarblanding med masser af gode kerner, tørrede frugter og mandler. Den røg ned i kurven sammen med kondenseret mælk og så hjem og bage. Personlig synes jeg, at de er en tand for søde, men er man til søde mûslibarer, er de rigtig lækre. 



Boller med surdej og ekstra fiber

Jeg synes at brød og boller med surdej smager helt fantastisk, men alle de gange jeg har prøvet at lave surdej, er det gået galt. Nu så jeg så tilfældigvis, at de sælger surdej på køl i vores lokale Brugs. Ih, jeg blev glad og skyndte mig op og købe det. Jeg startede med boller, hvor jeg også tilsatte ekstra fiber. Jeg kan helt sikker sige, at det ikke er sidste gang, at jeg bager med surdej.







mandag den 14. april 2014

Køleskabsgrød med vanilje

Jeg elsker køleskabsgrød og den her enkle grød er super hurtig at lave og smager godt med stort set al slags frugt. 


1 person

1 dl. havregryn
½-1 dl. mælk, afhængig af hvordan du ønsker konsistensen
1 dl. yoghurt naturel
lidt vaniljekorn eller 1 tsk. vaniljesukker
evt. lidt sødemiddel (Stevia, Sød eller sukker)

Rør det sammen og sæt det i køleskabet natten over. Rør rundt i grøden og top med frugt. 

lørdag den 12. april 2014

Chiagrød med hjemmelavet kokosmælk

De første par gange jeg prøvede kræfter med chia frøet, var jeg ikke specielt begejstret, men det er jeg nu. Denne udgave med hjemmelavet kokosmælk fornøjer mine smagsløg og jeg kunne spise det hver dag. 

Chia frøet er lille, kraftfuldt og vildt populært. Det skyldes frøets ernæringsmæssige sammensætning og koncentrerede indhold af blandt andet omega-3, proteiner og kostfibre. Frøet stammer fra Syd- og Mellemamerika og indgik indtil for 500 år siden som hovedbestanddel i visse indianske stammers kost. 



3-4 portioner

Kokosmælk:Kom ca. 125 g. kokosmel i en høj skål og hæld 5 dl. kogende vand over. Lad det trække 15-20 minutter og blend det grundigt med en stavblender. Du kan også bruge en almindelig blender. Lad det trække yderligere 20-30 minutter. Hæld det i et klæde i et dørslag. Lad det dryppe af lidt tid og vrid til sidst, så du får alle de kostbare dråber med.

Man kan sagtens bruge kokosmælk fra dåse i stedet,3-4 dl.Jeg synes bare smagen er meget bedre,når den er hjemmelavet.

Hæld kokosmælken i et glas og tilsæt 3 spsk. chia frø, 4-5 spsk. havregryn og ca. 1 tsk. vanilje. Rør godt rundt, sæt låg på glasset og så i køleskabet indtil næste morgen.

Lige før det skal spises: Tag ca. 3 spsk. chiagrød i en skål, bland yoghurt naturel eller skyr i grøden, så det får den konsistens, som du kan lide. Smag den til med evt. lidt mere vanilje og lidt Stevia. Pynt med bær, mine favoritter er jordbær, mango eller blåbær.



lørdag den 5. april 2014

Salte mandler

Salte mandler er efter min mening noget af det lækreste snacks man kan få og så smager de super lækkert i en god salat. Lav dem selv efter denne opskrift, det er nemt og billigere end at købe dem.


Salte mandler

pr. 100 g. mandler
2½ dl. vand
65 g. fint salt

Hæld vandet og salt i en lille gryde. Kog op, tag gryden af varmen og hæld mandler i. Lad dem trække i vandet i 20 minutter. Tænd ovnen på 175 grader. Spred mandlerne ud på en bageplade med bagepapir og sæt dem i ovnen i 15 min. Vend dem undervejs.
Afkøl dem og gem dem i en skål/glas eller spis dem med det samme. 

søndag den 5. januar 2014

Cheesecake - en himmerigsmundfuld

Cheesecake har ikke været i mit repertoire af kager siden min barndom, hvor vi typisk fik dem til familiefester. Det var dem med frugt i gelé ovenpå, ikke lige min "kop the". Min datter Emma, blev introduceret til cheesecake på en café i København og har talt om dem siden, så nu skulle det altså prøves af. Jeg fandt denne opskrift og det fortryder jeg ikke. Det bliver absolut ikke sidste gang, jeg laver cheesecake(i skrivende stund, har jeg allerede lavet en mere, som også var fabelagtig).


Jeg troede, at det var en besværlig og langvarig proces at lave cheesecake, men det er det slet ikke. Så jeg kan kun anbefale, at gå i krig næste gang du vil lave noget lækkert til familien, gæster eller dig selv. 



1 stor heftig kage

200 g. let knuste digestive kiks (de originale smager bedst), 75 g. grofthakket hvid chokolade, 75 g. grofthakket mandler med skræl, 100 g. smeltet og let afkølet smør, 400 g. mascarpone, 4½ dl. creme fraiche 38%, 130 g. rørsukker, 2 æg, korn af 1 stang vanilje. 

Jordbærsauce:
250 g. jordbær, 1/4 dl. vand (undlad dette hvis der bruges frosne bær), 75-100 g. sukker, ½ stang vanilje, lidt citronsaft, 1 spsk. maizena, 1 spsk. varmt vand

Kør de let knuste kiks igennem en foodprocessor eller minihakker, til de er helt knust. Hæld dem i en skål, tilsæt hakkede mandler og smør og rør godt sammen, Til sidst røres chokoladen i. Hæld blandingen i en springform, hvor bundet er foret med bagepapir og bund og sider smurt med smør. Pres det godt sammen. Kom mascarpone, 2 æg, 75 g. sukker og korn fra ½ vaniljestang i en blender og kør til massen er helt jævn. Kan også gøres med en stavblender. Hæld det over kiksebunden og bag den ved 190 grader i ca. 20 min. eller til massen er stivnet. Tag den ud af ovnen og lad den afkøle lidt. Lad ovnen være tændt. Bland creme fraiche med 55 g. sukker og korn af ½ stang vanilje. Hæld det over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu 10-15 min. Lad kagen køle lidt af inden den sættes i køleskabet i 6-8 timer eller natten over. 
Jordbærsauce: Kom jordbær, evt. vand, vaniljekorn og den tomme vaniljestang i en gryde og varm langsomt op til kogepunktet. Hvis du ikke bryder dig om hele bær, så kør den lige igennem med en stavblender (det gjorde jeg). Tilsæt sukker og lidt citronsaft og lad det koge i ca. 5 minutter. Pisk maizena ud i lidt vand og hæld det i jordbærsaucen under omrøring, lad det koge igennem ½-1 min. Fisk den tomme vaniljestang op og afkøl saucen. Når saucen er kold hældes den over kagen og kagen er klar til servering. 

Personligt synes jeg faktisk, at kagen smagte bedst dagen efter, fordi den havde haft tid til at sætte sig. 

lørdag den 4. januar 2014

Råkost af rødbeder, gulerødder og æbler

I går aftes mindede min datter mig om, at jeg havde glemt at dele denne
 fantastisk salat med jer. Så nu gør jeg det straks. 


Farverne er simpelthen så smukke, især hvis satalen får lov at trække lidt, 
hvilket den slet ikke bliver dårligere af.


4 personer

300 g. rødbeder
300 g. gulerødder
250 g. æbler
50 g. hasselnødder
1 spsk. finthakket rødløg eller skalotteløg

Dressing:
4 tsk. ahornsirup
1 spsk. æbleeddike
salt og peber

Sådan gør du: 
Skræl rødbeder og gulerødder og skær dem i tynde stave. Fjern æblernes kernehus, men skræl dem ikke, skær også dem i tynde stave eller små stykker. Rist nødderne på en tør pande og gnid skallerne af i et viskestykke. 
Rør dressingen sammen og bland med rødbeder, gulerødder, æbler, løg og nødder. Smag salaten til. Anret i en stor flot skål eller på et fad.