mandag den 1. februar 2016

Mælkesnitter

Mine søde børn har ofte klaget over, at de er blevet snydt for mælkesnitter i deres madpakker i børnehave og skole. Nu er de næsten voksne og hvis de skal nå det, inden de flytter hjemmefra, er det ved at være på tide. Imidlertid synes jeg, at dem man køber er ret dyre og ikke særlig spændende og derfor har jeg eksperimenteret med at lave nogle selv. Og jeg synes det lykkes ret godt. 




Bund
Tænd ovnen på 200 grader.

90 g. smør
½ dl. vand
1 æg
150 g. sukker
1 tsk. vaniljesukker
90 g. hvedemel
30 g. kakao
½ tsk. bagepulver
1 nip salt

Varm vand og smør, så smørret smelter. Rør det sammen. Pisk æg, sukker og vanilje luftigt. Bland mel, kakao, salt og bagepulver og sigt det i æggeblandingen og rør det sammen. Hæld smørvandet i og rør forsigtig til dejen bliver ensartet. Lad den i stå 10 min. ved stuetemperatur. 

Vend dejen let igennem med en dejskraber og bred den ud på en bageplade med bagepapir, ca. 25x30 cm. Flyder lidt ud under bagning. Bag den ca. 7-8 min. Lad den afkøle på bagepladen.

Creme
100 g. OMA til piskning
100 g. skyr
10 g. ahornsirup eller akaciehonning
1 tsk. vanilje

Pisk OMA et par minutter. Rør skyr, sirup og vanilje i. 

Skær kanterne af bunden og spis dem. Bunden deles i to og der smøres creme ud over den ene, og den anden lægges over med undersiden opad. Sættes i køleskabet en times tid, så cremen stivner lidt. Skæres i mælkesnittestørrelser og pakkes ind i staniol hver for sig. Snitterne er sprøde lige når de er lavet, men bliver mælkesnittebløde når de indpakkes og opbevares i køleskabet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar